|
Kære Alma 10/5-02 - 4/4-10
Jeg vidste godt at jeg havde dig på lånt tid. Jeg har ofte spøgt med at du var over holdbarhedsdatoen.
Men i virkeligheden dækkede mine jokes over hvor dybt imponeret over dig, jeg egentlig var.
Du har været mit "bevis" på at gamle ildere hverken var skrøbelige, sarte og bestemt ikke kedelige.
Du var over det hele, uanset alder, ildere der ikke kunne sidde stille, om det så var på en skulder, til bedømmelse, til nus og kæl, i en transportkasse eller i en snor. Jeg ved ikke hvor du fik al din energi fra, men jeg vil gætte på at du fik den når du havde det godt og var sammen med dine venner. For havde du blot en af dine elskede burkammerater med dig, så kunne alt overvindes, og alt kunne klares. Derfor var du også den første der gik imellem, når nogen blev uenige. Du kunne få selv Zallie til at falde til ro.
Du har i al din tid hos mig været den laveste i hierakiet, og elsket hvert et øjeblik af det. Der var aldrig nogen som blev sure på dig, for du fandt dig i alt hvad de bød dig. Selv min kat har du ladet banke dig og jagte dig, uden seriøse forsøg på at give igen.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på den første gang jeg mødte dig, det var til et træf på Pilegården i 2005, hvor min familie og jeg morede os over den sjove albino, som blev VED med at kravle op af alles ben og ærmer.
Og tilfældet skulle være at jeg fik lov til at passe dig for Rie, i starten blot i 1½ måned, men til sidst fik jeg lov til at beholde dig. For du var blevet forelsket, i både Albert og Sirius. Og første gang du så dem, stod kærligheden skrevet i dine smukke hindbærfarvede øjne. Det var min til dato nemmeste sammenføring. Jeg behøvede blot at åbne din transportkasse og så var alt fryd og gammen for jer 3.
Men vi skulle få en hård første uge, os 2. Du gad bestemt ikke mig, og bed efter mig hver gang jeg ville ae dig. Men til sidst fik jeg nok, og derefter accepterede du mig, eller måske mest min tilstedeværelse. For der skulle gå endnu 1½ år før du frivilligt kom og lagde dig i mit skød for at sove, uden at der i forvejen lå en anden ilder du kunne putte med. Det øjeblik var guld for mig, og jeg kan ikke glemme den varme følelse der bredte sig i mig, ej heller de tårer der piblede frem. Akkurart som de gør nu.
Alma, du var min sødeste ilder, den venligste, den mest åbenhjertede skabning jeg har kendt. Du har aldrig startet en slåskamp.
Med mindre at det kom til mus, der kunne du selv sige Albert imod. Hvilket jeg var meget imponeret over.
For Albert var din største kærlighed, trods at mange ildermænd har elsket dig, nogen mere analt end andre, så har din kærlighed altid tilhørt ham. Og det var ikke sjovt at sige farvel til ham i 2008. Men du klarede det bedre end jeg havde forventet.
Hvilket man kan sige om hele dit liv, du har gjort det bedre end jeg i mine vildeste drømme har kunnet forestille mig.
Du har vundet hjerter, så det batter.
Du har omvendt folk til at elske albinoer.
Du har klaret dig suverænt på udstillinger og sagde idag farvel med 2 Championcertifikater i baglommen.
Du har efterladt et tomrum i mit hjerte, og her mangler noget.
Her mangler min Alma, min smukke gamle vindunderlige pige. Albinoen i mit liv, min sokkegnasker når du ville have godbidder, min klatretøs og ilderen under min trøje om aftenen.
Jeg er SÅ stolt over at have haft glæden af dig i de sidste 5 år, du har virkelig gjort min hverdag lysere.
Ingen kunne gnaske mit sengetæppe som dig, eller se så morsom ud når man pustede på dig.
Tusind tak for de sidste 5 år, tak fordi at du ville tilbringe dem med mig, og tak for at det du har givet mig. Jeg håber at du vil hilse Albert fra mig, og fortælle ham, at jeg stadig savner ham og elsker ham. Ligesom jeg stadig elsker dig, og kommer til at savne dig når denne her situation går op for mig. |
|
Sirius 20/5-04 - 11/06-10
18 juni 2004
Det er min 18 års fødselsdag, jeg er meget spændt, jeg har ondt i maven.
Jeg har længe ønsket mig en ilder, jeg har endda selv bygget et bur i haven mens min mor var bortrejst en weekend.
Hun har altid sagt nej, men alligevel, det ER jo min fødselsdag...
Jeg pakker gaven op, og deri ligger et gavekort til en ilder.
Min lykke er gjort - jeg har aldrig været gladere for en gave.
6 juli 2004
Vi bestilte en ilder hos Runddelens dyrehandel, og han ringede for at sige at vi kunne hente ilderen idag. Jeg bestilte en vildtfarvet dreng, fordi at han skulle bo i min have, i mit camouflagefarvede bur og derfor skulle se naturlig ud.
Vi kommer ind hos dyrehandlen og ned i enden af butikken. Da står en stor hvid kasse på gulvet og der sidder nogen folk omkring. Dyrehandleren virker lidt uengageret, og spørger hvad det nu var vi havde bestilt. Jeg svarer en Standard han. Han stikker hånden ned i kassen og finder en vildtfarvet, det er en hun, han finder den næste, det er en han. Han stikker ilderhvalpen i hånden på min mor, og der ser jeg Ham første gang. Jeg troede at han skulle hedde Pedro, men nej, han havde noget mere at byde på.
Nogen ting i livet glemmer man ikke så let. Når jeg sidder og skriver ovenstående ser jeg tydeligt i sindet en række billeder fra dagene. Min mors smil da hun holder den lille hvalp, det gavekort der var pakket ind i en t-shirt og som jeg stadig har gemt. Både gavekortet og t-shirten. Jeg kan huske den hvide kasse og den store mørke bil der holdt udenfor butikken som havde leveret kassen. Jeg husker at dyrhandleren fortalte mig at der var blevet stjålet en hvalp samme dag som kassen blev leveret. Og jeg kan huske at jeg priste mig heldig for at det ikke var min hvalp der var blevet stjålet.
Og jeg kan huske hans ansigt, jeg kan huske de første dage han var hos mig. Han var så lille at jeg foldede en karklud til en sovepose.
Han var ikke gammel nok til at flytte hjemmefra, han var en baby der græd efter selskab, så jeg tilbragte de 2 første måneder med ham dag og nat. Jeg lod ikke andre håndtere ham ret meget, og det satte sine spor i hans adfærd. Og han var ikke en nem hvalp, han var hævnbider og han bed hårdt. Men selvom jeg græd over min magtesløshed, så gav jeg ikke op, og da jeg fik en ilder mere så viste det sig at min tålmodighed havde båret frugt. Han opdrog den nye hvalp sammen med mig, i fælleskab fik vi en dejlig dreng ud af den lille nye.
Han viste mig mange nye ting, han var et rovdyr og meget bevidst om det. Hver gang en kat slæbte en mus med hjem, endte den i hans bur. Og en dag tog han livet af en ørkenrotte jeg sad med i hånden, han var ikke ret gammel, men gammel nok til at slæbe den under sengen og knække nakken på den. Det kom lidt bag på mig, men herefter dyrkede jeg hans instinkt.
Måske lidt for meget, for en dag da han og jeg var ude og gå tur fandt han en mus, som han jagtede og dræbte, med mig halsende efter han i snoren. Men han nød det, og jeg nød at han nød det.
Han elskede at gå tur, han kunne ikke få nok af at være ude i verden sammen med mig. Så jeg havde ham med mange steder.
Det første stykke tid jeg havde ham, satte jeg ham blot ned på græsset med mig og han fulgte mig. Men da han blev teenager måtte jeg sætte snor på ham, og han lærte hurtigt at gå pænt. Han gik som en hund. Han gik foran mig og trak i snoren, pænt lige, og jeg skulle ikke tage ham op, han kunne gå selv! Så han gik, og han kunne gå langt. En nat for nogen år siden havde jeg lyst til at gå en tur, så jeg tog ham med, og han gik pænt foran mig flere kilometer ned til en kiosk der havde åbent. Det var en fornøjelse at gå med ham. Han opførte sig altid pænt... Overfor mig.
Han bed alle andre end mig, jeg tror ikke der er en eneste som han ikke har bidt. Når vi mødte folk på gaden måtte jeg pænt vende ham om så de kunne klappe ham på ryggen. Han er blevet diskvalificeret på en udstilling fordi at han bed dommeren, og han var tæt på at blive det på en anden. Så da en ilderbærer fortalte mig at han ikke havde bidt dommeren på tredje udstilling, var jeg i himlen. Jeg sprang og dansede med min dreng i armene og fortalte alle at jeg havde vundet.
Og han vandt faktisk en fjerde plads på den udstilling. Det var højdepunktet, jeg græd, og jeg kunne næsten ikke stoppe.
Jeg er ellers ikke så sentimental, men jeg kunne ikke lade være. Jeg var så stolt af min dreng.
På en udstilling senere, sad jeg i Tjekpoint med ham, og han tyggede mig i armen, han blev ved og ved og ved. Folk omkring må have kigget en del, for jeg sad ganske roligt og lod ham gøre det. For det var hans måde at komme af med aggresioner og stress på. Han bed ikke hul - han skulle bare af med nogen ting. For sådan var han. Hvis han var utilfreds med noget så var der noget andet der skulle tygges i.
Når jeg har tilføjet nye dyr til flokken har han altid forsøgt at dominere dem, men han var verdens dårligste ilder til at slås, så det endte altid med at han fik tæsk. Og så blev han frustreret og måtte bare bide i noget. Det har gået ud over hvad der nu var i nærheden, en seng, en fod, et stykke legetøj. Men det virkede for ham. Og når han blot var "bidt af" var han igen min dejlige dreng.
Han fik aldrig så meget magt som han gerne ville have, han forsøgte ellers tit at blive flokleder - aldrig med et resultat som matchede hans ønske. Og det var nok en god ting, han ville ikke have været en specielt god leder. Han var alt for egocentreret og diva-agtig.
Dengang han fik en spytsten i halsen, og jeg troede at det var kræft og jeg skulle miste ham - er et godt eksempel på hvor diva-agtig han kunne være.
Da han omsider efter mange besøg på KVL var blevet opereret og jeg fik ham hjem, ville han ikke spise. Jeg tilbød ham alt mulig lækkert, men han ville ikke spise. Med mindre at jeg håndfodrede ham og han ville kun spise godbidder. Så naturligvis gjorde jeg det. Efter nogen dage tænkte jeg at han da snart måtte begynde selv, og om natten fandt jeg ud af hvor lusket han var. Han stod op, mens jeg lod som om at jeg sov, og spiste sit tørfoder uden nogen problemer, og morgenen efter ville han igen kun håndfodres med godbidder. Men da satte jeg bremsen i, hans trick var afsløret.
Engang havde jeg ham med i skole, da jeg ville uddannes som dyrepasser, vi havde et jagtkursus, og han var med for at illustere Danmarks vildt. Han nød dagen i fulde drag, og rendte rundt på bordene og stjal folks blyanter. Og han bed læreren i hånden.
Han har også været med til foredrag på skoler, jeg havde en aftale med en biologilærer, som ringede efter mig når hun kom til DK's rovdyr i undervisningen.
Han var vanvittigt jaloux. Hvis jeg ikke gav ham nok opmærksomhed, blev han ked af det og bed mig. For han elskede mig højere end noget og nogen andre. Jeg har aldrig nogensinde mærket et dyrs kærlighed så tydeligt som jeg gjorde med hans. Han elskede mig, han elskede ikke mennesker, men mig. Da han og de andre gik løs på mit gamle værelse, lagde han sig altid til at sove ved mit hoved, og lå og åndede mig i øret når vi skulle i seng.
Sirius var en fantastisk ilder. Han var ekstremt tydelig i sine meninger, man kunne læse hans humør blot ved at kigge ham i øjnene. Han har fyldt mit liv med de mest vidunderlige oplevelser, og han har beriget det på en måde som jeg aldrig får igen.
Jeg fik Sirius da jeg lige akkurart var kommet ud af en svær depression, det lyder måske plat, men jeg havde ingen sociale egenskaber i behold efter den, jeg var ligeglad med hele verden og havde svært ved at se det lyse i noget som helst.
Her kom denne lille krævende og ret lede ilderhvalp og vendte det hele på hovedet. Jeg havde noget at stå op til, nogen at elske, nogen at tage mig af. At få ham bragte mig til live, og gav mig lyst til at stå ud af sengen. Gav mig lyst til at se mennesker igen. At vise ham frem, min lille stolthed, mit lille krævende hjerte. Verden var et bedre sted at være når han hoppede hen over gulvet og båttede sin lykke til alle der gad høre ham. Han elskede livet når jeg var ved hans side. Og jeg elskede livet når han var hos mig.
Han elskede ilderdamer i løbetid, og selvom han blev kastreret som 7 mdrs så forsøgte han hver gang at lege Don Juan og score en lækker ilderdame. Han var løst/fast kærester med Zallie i de sidste år, men hun smed ham tit ud af sengen, og han tilgav hende hver gang. Han brokkede sig aldrig over Zallie.
Da jeg lagde ham i seng, torsdag aften, vred han sig søvnigt i mine hænder og strakte sig op efter mig. Jeg lagde ham i hængekøjen og kyssede ham godnat og han slikkede mig på læberne i søvne.
Jeg kan slet ikke stoppe med at græde. Det har bare været en af de værste dage i mit liv.
Det var først da jeg sad i bussen på vej ind til Lone at jeg besluttede mig for at det nok var farvel, og så græd jeg. Og da Lone gav mig ret, samt kunne mærke en knude i ham, som hun ikke kunne mærke i sidste uge, var jeg klar over at det var farvel.
Han fik en sprøjte så han kunne sove, mens han stod og labbede olie i sig, og jeg kyssede ham i nakken.
Jeg holdt ham tæt til mig, og han faldt i søvn ret hurtigt mens jeg græd ned i hans pels. Derefter blev han lagt på bordet og fik sprøjten der stoppede hans hjerte, han måtte have lidt ekstra for det bankede stadig en smule.
Jeg kan stadig lugte ham, jeg kan stadig mærke hans pels mod mit ansigt. Og jeg kan stadig se hans kærlige varme øjne som har betragtet mig i snart 6 år. Jeg græder hele tiden, tænk at han er væk, tænk at jeg aldrig skal se ham igen, aldrig se ham komme hoppende med små sjove spring hen til mig for at lege eller nusse. Min lille fodvarmer, min bedste puttegris.
Jeg havde meget besvær med at sove igår, til trods for at jeg havde fået få timers søvn, og var tidligt oppe på arbejde lå jeg blot og kiggede ud af vinduet. En lille pige ville hilse på ham på vej ind til dyrlægen, og jeg vendte troligt ryggen til så hun kunne klappe. Han forsøgte at bide Lone mens hun undersøgte ham. Og han udforskede venteværelset før det var vores tur. Han fik lov til at dele lidt kakao med mig i bussen. Og han var på udflugt med mig som vi altid har gjort.
Jeg elsker ham så højt... Elskede... Nej, jeg elsker ham stadig. Han har gjort mit liv så dejligt og rart. Så derfor valgte jeg at han skulle få fred, før at insulinoma'en og binyrekræften og knuden ville gøre ham virkeligt syg. Han havde forsøgt at fortælle mig at det var tid. Men jeg ville ikke lytte. Og hver gang han havde et anfald, fortalte jeg ham at jeg ikke var klar endnu. Jeg synes ikke at 6 år er nok med min bedste ven. Jeg kommer til at savne ham så meget. Jeg kan slet ikke hænge sammen. Det gør så ondt inden i mig, jeg er urolig for om mit hjerte vil overleve dette. For fanden da også... Jeg var ikke klar, jeg var nok aldrig blevet det.
At lade ham få fred nu, var det bedste jeg kunne gøre for ham... Og Sirius fortjener kun det bedste, han har reddet mit liv.
Jeg har begravet ham i min mors have, for selvom huset skal sættes til salg, så er det et sted hvor Sirius elskede at være, han er vokset op i den have. Selvom min hjerne hellere havde set at hans krop var doneret til forskning, så kan mit hjerte ikke bære at han skal åbnes. Jeg tror ikke på at sjælen er derude, men hans krop skal æres - for den har rummet min ven.
Jeg kan ikke finde ud af at afslutte dette minde, jeg kan ikke finde de rette ord for at sige farvel til en som jeg ikke ville miste. Jeg VIL ikke sige farvel. Jeg vil have at han er lige her i mit skød, så jeg kan mærke hans lille varme krop trække vejret.
Jeg kan ikke takke ham nok for at have været min, været i mit liv, været så dejlig en personlighed man ikke kan undgå at elske.
Og jeg håber at hvis der findes en himmel, at han sammen med Alma og Albert kan holde ud at vente på mig. For jeg ved at han er så ked af det når jeg ikke er sammen med ham.... Jeg ved ihvertifald at jeg knapt kan holde dette ud..
Sirius - du vil altid være min lysende stjerne.
Jeg vil tænke på dig hver dag, resten af mit liv. |
