Jeg mødte Zallie første gang da FerretParadise fik sit første kuld, jeg tror at de var 2-3 uger da jeg var der for at se første gang. Det var ikke fordi at jeg skulle have en hvalp. Det var det ikke. Jeg skulle bare tage lidt billeder og ellers se med når de voksede op og fik nye ejere. Mig og opdrætter sad og snakkede meget om de skønne små mirakler, og hvilken en jeg ville vælge hvis det var mig der skulle have en. Det krævede ikke meget tanke, for der var kun en mulighed for mig. Der var 4 hanner og 3 tæver. De 2 af tæverne var hvide mellem ørerne, og der havde jeg valgt at det ville jeg ikke have, jeg havde i forvejen 2 hanner og 1 tæve, så det ville være en tæve der manglede til "samlingen", så der var kun en tilbage. En lille silvertøs, som ovenikøbet var kuldets mindste. Men det var jo bare pjatterier. Indtil at jeg blev spurgt rent ud: "Skal du ik have hende?" Svaret var ja! og jeg var i chok. For det var jo ikke meningen at jeg skulle have en ilder mere. Eller var det? Efter at jeg besluttede at hun skulle være min blev jeg nok verdens mest irriterede hvalpekøber, for jeg var der flere gange om ugen og tog nok ca 3 mio billeder af de små pus. Det var en trist historie med det kuld. Hvalpenes mor var død da de kun var 7 dage gamle, pga. fremmedlegne i tarmsystemet. og ikke nok med det så fik opdrætter at vide EFTER parringen at der vist var noget indavl i hannen. Men de 7 små stædige mirakler levede stædigt videre, ingen skulle komme her og fortælle dem at de var lidt uheldige. Det skulle de nok selv bestemme. Man kunne ikke andet end at elske dem for deres små sjæle. Nu skulle der vælges navne, og gys og gru! Jeg elsker at vælge navne, men hvad skulle det være? Jeg havde mødt en ilder der hed Sally og det syns jeg bare var enormt sødt, men dette var et Z kuld til ære for deres mor, så jeg måtte lege lidt med bogstaver for at komme frem til Zallie, eller Zalsen som hun også kaldes. Jeg hentede min tøs på hendes 8 ugers fødselsdag, og så startede eventyret ellers. Hun stak ud af buret, hun klemte sig ind alle steder. Men der hvor jeg aldrig fik hende ud fra var mit hjerte. Der ligger hun trygt og godt og hvæser af mig ind i mellem. Zallie elsker at gå ture med mig, det første 1½ år ville hun gå helt selv, men så besluttede tæven at hun ikke ville gå mere og nu vil hun kun være i min hætte. Jaja, det er op til hende selv, bare hun har styr på det. Hun er virkelig stædig, og rebelsk som ingen anden. Hun var teenager fra 8 uger til 2 års alderen, og det siger ikke så lidt om hende. Alt hvad hun gør bestemmer hun selv om hun vil, men samtidig er hun også sådan en puttegris og klamrer sig fast til mig for at jeg ikke skal sætte hende ned. Det lyder måske som lidt af en drømmehistorie, men det er det også. Zallie var en nem men stædig hvalp, hun er en nem men stædig voksen. Og hun er så smuk at det gør ondt at se på. Hendes øjne er virkelig ikke en joke, det er som 2 sort/brune diamanter, men de udtrykker så mange følelser på en gang. Jeg kan se på hende hele dagen. Da hun var yngre var hun noget af en suppe-ilder (en ilder som har en ubestemmelig farve). Hun startede som grå silver, men som hvalpepelsen aftog blev hun mørkebrun på kroppen og grå i enderne, vinterpelsen var brunlig silver. Men nu er hun vist færdig med at være suppeilder, nu er hun kun lidt hormon-gul. Zallie er helt vildt legesyg, og elsker bolde med lyd i. Hun elsker chipmus og små bamser og alt skal slæbes ind i buret indtil at hun har fået bygget et bjerg med yndlingslegetøjet. Da hun var hvalp havde hun kun 2 indstillinger: Sove og lege, som voksen har hun fået "putte" med også, men ikke før at hun er færdig med at lege! Udstillingsresultater
|